– interview med Tage Jensen

Tekst og foto: Jørgen Nielsen

Kan et spillested overleve med jazzmusik som den primære vare på hylden? Både ja og nej. I Aarhus er det blevet forsøgt i flere perioder, og alt efter tidernes gunst har det medført både succes og konkurs. Tidligere restauratør Tage Jensen (f. 1941) er én af dem, der er kommet helskindet igennem sine sammenlagt 14 år som værtshusholder. Og – ikke mindst – med sit gode rygte i behold.

 

Allerede som stor dreng interesserede Tage sig for jazz. ”Mine kammerater var bekymrede for mig, for de interesserede sig Tommy Steele, mens jeg gik i Palæ-kælderen i Horsens og hørte jazz med Jørgen Ryg og Erik Moseholm. Mens jeg gik på frisørskole kom Chris Barber til byen, og nogle af pigerne fra skolen ville gerne følges med mig til koncerten. Om mandagen spurgte de andre: hvem fik scoret Tage i lørdags, og svaret var: Chris Barber. For da først musikken begyndte, glemte jeg alt om kønsdriftens magt! Jeg var 16 år, og jazzen har aldrig forladt mig siden, men i mange år var jeg på den ”rigtige ” side af baren; jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme over på den anden side.”

Det skete, da Tage i de tidlige 80-eres Aarhus mødte ejendomsmægleren og iværksætteren Villy Bech. ”Vi to skal lave noget sammen, sagde han. Men der var kun én ting jeg havde lyst til: at lave noget på det gamle Tagskægget i Klostergade, der havde ført en omtumlet tilværelse efter Peter Max Hansens regeringstid. Men det ”jazzlort” gad han ikke. Alligevel fik jeg slæbt ham derind en aften, og om morgenen, da vi tog derfra, havde han købt stedet. Aftalen var skrevet ned på et kaffefilter, griner Tage. ”Vi dannede et I/S på basis af en række punkter, som vi var enige om, fx at ”vi bliver kun ved så længe vi synes det er sjovt” og ”drikkeri og smågæld på arbejdspladsen er udelukket”.

 

Jazzpolitiet

Åbningsfesten på Svend Tveskæg i maj 1983 varede i tre dage, hvor der var åbent hus og ditto scene. De lokale musikere bakkede op, men nogle opretholdt en afventende attitude.

”Jeg mødte ”jazzpolitiet”, de var på vagt med det samme og udviste en ”kærlig skepsis”. De var nok blevet skuffet tidligere. Jeg har altid følt, at musikerne godt kunne lide mig, men jeg har også fået nogen over nakken, når jeg lavede om på noget af økonomiske hensyn. Jeg tjente penge fredag og lørdag på blues og rock´n´roll; jeg var nødt til at brede viften lidt, og det blev ikke altid lige vel modtaget”.

Tages kærlighed til jazz blev heller ikke altid honoreret efter fortjeneste. Som da han 26. maj 1983 stolt præsenterede Peder Pedersens Big Band og kun solgte 32 billetter. Det betød, at hver billet repræsenterede et underskud på 250 kroner. De mange usolgte billetter lå i kælderen og blev af Villy Bech kaldt ”medlemskort til foreningen af 26. maj”. ”Det var en dyr affære” griner Tage.

For Tage handler det om at gemme sine fordomme væk. Og det gælder både musikere og publikum. ”Man må aldrig forkaste noget, før man har hørt det – og så skal man lige prøve én gang til. Jeg mødte en atmosfære af selvtilstrækkelighed, da jeg startede i branchen – mange musikere viste ringeagt over for deres kolleger, der ikke spillede lige så ”fin” jazz som dem selv. Det synes jeg heldigvis har ændret sig siden”.

Kan man så overhovedet tjene penge på jazz? ”Man skal være en blanding af købmand og legeonkel, og det var Villy og mig i en nøddeskal; jeg var den glade optimist, der kunne snakke med alle, og så kaldte jeg på Villy, når der skulle vrisses. Hvis nogen spurgte Villy om musikken var god, var hans svar: lad mig kigge i kassen, så skal jeg fortælle dig det.”

Efter 18 måneder solgte Villy Bech sin andel til Tage, som nu stod med eneansvaret. ”Jeg havde et fantastisk, ungt personale, og mange af musikerne blev venner af huset.”

Det lykkedes Tage Jensen at gøre Svend Tveskæg til en god forretning, og at slå sit navn fast som en reel arbejdsgiver, med sans for både kvalitet og økonomi. Men i 1986 trængte Tage til en pause; stedet blev solgt med fortjeneste, og jazzhusværten flyttede til Solkysten. Og så kunne historien være endt der.

 

Et hus af glas

Ed Jones, Jesper Thilo, Poul Ehlers og Mogens Nielsen på Glazzhuset, 1995

Nede under Clemensbro havde man i 1986 opført et nydeligt butikskompleks med vinduer hele vejen rundt. Problemet var bare, at der ikke kom nogen kunder. Så hvorfor ikke starte et spillested? November 1990 åbnede byens nye jazzhus ”Glazzhuset” med ejertrioen Mogens ”Mugge” Nielsen, Villy Bech og Tage Jensen. Det var lykkedes at lokke Tage hjem fra sydens sol med løfte om en gratis ejerandel. ”De ville have den tykke hjem”, griner Tage, der i dag fylder væsentligt mindre i landskabet end dengang. Mugge var jazzpianist og fabrikant, og Villy var stadig en foretagsom iværksætter. Men det var Tage, der havde forbindelserne til musikerne, og sit gode rygte fra tiden i Klostergade. Han måtte dog hurtigt konstatere, at tingene havde forandret sig: ”Dengang begyndte musikken kl 23, og man skulle skovle folk ud kl 05 om morgenen. Nu gik folk tidligere i byen, og det første orkester, jeg engagerede, Trio De Janeiro med Sigurd Barrett, drak kun sodavand. Den nye generation af musikere var også mere målrettet og indstillet på at gøre reklame for musikken. De dage var ovre, hvor musikerne kom og skulle låne en tyver for at få noget at spise inden de skulle spille. Der var et hav af talenter; de Aarhusianske musikere var meget langt fremme, men de forsvandt jo igen, når de rejste til København!

Det var i øvrigt Sigurd Barrett, der under sine hyppige onemanshows på Glazzhus omdøbte Tage til ”Roofs”.

Aarhus Kommune ejede bygningen, og huslejen var billig; til gengæld forlangte de en tårnhøj præmie for glasforsikring. ”Det var et glashus, men i de ti år, vi var der, blev der aldrig knaldet en rude. Det er virkelig komisk, tænk alt den musik, vi kunne have fået for de penge, griner Tage.

 

Generøsitet og smålighed

Både på Svend Tveskæg og Glazzhus var musikerne en slags medarrangører, idet reglen var at bandet fik hele entréen minus moms. ”Jeg havde ingen problemer med at skaffe musik; alle ringede og ville gerne spille, og det er et tegn på, at det er gået ordentligt til. Men jeg kendte kollegaer, der underbetalte både personale og musikere, og derfor kunne jeg godt forstå den skepsis, nogle af musikerne havde, da jeg startede i branchen. Men jeg har lært, at man får den behandling, man selv giver folk.” Og som han udtalte til Stiftens Knud Esmann ved lukningen i december 2000: ”Generøsitet og smålighed har beriget og forarmet jazzen. De største navne blæser på arbejdstider og yder ofte langt mere end aftalt, men ved indgangen kan kunderne besvære sig over, at de skal betale 50 kroner for at lytte til seks musikere i fire timer”.

Tage Jensen kendte kun lidt til mulighederne for kulturstøtte, men gode rådgivere fortalte ham om Statens Musikråd og de kommunale støtteordninger. ”Så jeg satte mig ned med papir og kuglepen og skrev en stor rapport om mine aktiviteter, planer og drømme. Og så fik jeg et stort statstilskud, så stort, at kulturrådmanden barberede det tilsvarende kommunale ned. Jeg kaldte ham en tyveknægt i avisen!”

 


Jazz – og hvad deraf følger

Kontrakten på huset under broen udløb år 2000; ti år var gået, hvor Tage Jensen altid kunne betale sine regninger. Redskabet havde været et varieret musikprogram med en blanding af publikumsyndlinge og mere smal musik. ”Det var jeg stolt af, når man tænker på, hvor mange, der må lukke igen”. Afskedskoncerten var lagt i hænderne på Dansk Kapelmesterforening, der tog sig af alt det praktiske, for som de sagde: Du har altid behandlet os ordentligt. ”Jeg stod simpelthen og tudede; det var min afsked med Glazzhuset, og det kunne ikke være bedre! Bent J spurgte mig nogle år senere: hvorfor er du altid så glad? Jeg svarede: det er fordi jeg er holdt op i tide, inden jeg blev et surt, gammelt røvhul!”.

Tage runder af med en anekdote fra Aarhus Jazzfestival: En dame blandt publikum bliver spurgt om hun kan lide jazz: ”Det ved jeg ikke, men jeg kan godt lide det, der følger med”. ”Det er et dejligt svar, for det er dét jazzen kan, den skaber en god atmosfære. Jeg har aldrig haft ufred eller slagsmål til en jazzkoncert på mit sted, så verden skulle nok have noget mere jazz!”