Thomas Jensen ankom til orkesterprøver sent aften efter teatertid iført sit arbejdstøj, kjole og hvidt foroven og plusfour for neden. ”Det kan publikum jo ikke se når man står nede i orkestergraven”.
Den kendte musiker Anton Bjelke erklærede efter en demonstration af den nye saxofon, at han hellere ville lade sig slæbe på den bare fra Høegh Guldbergs Gade til Skt. Pauls Kirkeplads, end sætte læberne på sådan et bæst. Det varede tre uger og siden var han i mange år en ivrig saxofonist. En kollega sagde en dag: Du blæser da også evig og altid på den saxofon. Jeg synes ellers du engang erklærede … Bjelke, der var en besindig mand, svarede: ”Jamen dengang havde jeg kun hørt dig blæse.”
Chr. Filtenborgs Plads ude ved Tangkrogen blev anlagt i 1929. Officielt navngivet efter en fin lokal politiker og etatsråd af samme navn, men byens musikliv vidste bedre …!
Århus Jazzforenings store orkester havde det besynderlige særpræg, at det var uden trommeslager fordi en B-saxofonist i orkestret i så fald ikke havde lyst til at deltage. Da dirigenten hellere ville undvære trommen frem for saxofonen blev det sådan. ”Jazzfanatikere har ofte mærkelige ideer”
Hotel Terminus og Aage Rasmussens: I den længst hedengangne Århusposten kunne man om kapelmesteren læse at ”han foruden to trommer bearbejdede næsefløjte, indisk tromme, sirene, tamburin, kastagnetter, klokkespil, bjælder, slagbækken, nattergal, negertromme, m.m., så det må siges at være forståeligt at den stærkt engagerede mand dryppede af sved, når han ved midnat sluttede sine jazz-præstationer”.
Vennelyst: Om Coleman Hawkins´ koncerterne skrev en anmelder: ”Mesteren, langt ud over nogensomhelst tenorsax vi har herhjemme”. Han havde den ”karakteristiske store negertone, med hans evne til at ånde en tone hen, og af en døgnmelodi forme et musikalsk værk”.
Aarhus-hallen/Annekset: Svend Asmussen fortalte denne historie: Jeg havde den meget store fornøjelse at dele en koncert med Fats Waller i 1938. Jeg var på den første time, og i al den tid stod Fats ude i kulissen med en flaske Black Label i den ene hånd og en flaske mælk i den anden. Da jeg gik på var flaskerne fulde, og da jeg var færdig var de tomme. Begge to. Men der var intet at mærke på ham.
Hans manager, der pudsigt nok hed noget så dansk som Kirkeby, vækkede mig næste dag tidligt om morgenen, og sagde: Hør her Svend, vi skal skaffe noget morgenmad til Fats, vi skal finde en liquid store. Når Fats vågner strækker han altid armen ud i en ganske bestemt vinkel, og så skal der stå en flaske Black Label. Sådan skulle det være.
Politimester Hoeck havde et møde med Hauptmann Tiedje som ville stoppe en optræden med den sorte sangerinde og trompetist Valaida Snows ”for det gode forholds skyld”. Hoeck forstod ikke synspunktet idet der samtidig i cirkus optrådte en kinesisk trup, der hver aften beskuedes af et stort antal medlemmer af værnemagten uden det gav anledning til indsigelse. Hauptmann Tiedje grundede over problemet og erklærede så, at denne cirkustrup ikke er kinesere, men japanere! De tilhørte derfor en med Tyskland allieret nation, og over for denne kendsgerning måtte de racemæssige betænkeligheder vige! Hoeck efterkom ikke Tiedjes ønske. I stedet henstillede han til ham at forbyde medlemmer af værnemagten at besøge etablissementet!
Man engagerede den formodentlig eneste sorte person i Århus ved navn Josef som dørmand iført en fin ”admiralsuniform”. Det blev for meget for besættelsesmagten, der fik flyttet ham indenfor i mere hengemte gemakker. Med tiden skulle Josef dog spille sin rolle på den helt store jazzscene,som det ikke er mange forundt. (se nærmere herom senere Aarhus’ jazzhistorie: Periode 2 (John Tchicai)
Varna: I Kruse-Andersens orkester betjente Lytzhøft en paptragt til at synge refrænerne, dog kun de danske. De engelske måtte ”far selv”, altså Kruse-Andersen, lægge stemme til.
