Den første jazzklub

Når man vil grave i byens jazzhistorie, er der stor støtte og inspiration at hente i den netop genoptrykte og opdaterede ”Jazzens Historie i Aarhus”, redigeret af Carsten Ljungkvist. Af øjenvidner til de tidligste kapitler er der ikke nogen tilbage – og dog. Advokat Lida Hulgaard (f 1939) er datter af kemikeren, sportsmanden og amatørmusikeren Axel Voigt. Han var i 1934 medstifter af Aarhus Jazzforening og frem til 1943 pianist og dirigent for det dertil knyttede orkester. Lida gemmer på faderens nedskrevne erindringer med titlen ”Et exceptionelt århundrede”, og her finder man en kort omtale af en ikke særlig eksponeret periode i aarhusiansk jazzhistorie, som den udspillede sig i tiden før og under den tyske besættelse. 

Aarhus træder ind i jazzalderen

Axel Voigt var ud af en musikalsk familie; hans fætter Kjeld Nørregaard var bl.a  Osvald Helmuths faste akkompagnatør i 30-erne. Axel lærte tidligt at spille klaver, fortrinsvis klassisk musik, og senere også bratsch. Sammen med fætteren havde han omkring 1930 et amatørorkester, og et af medlemmerne var den kun 16-årige Svend Asmussen. I modsætning til denne satsede Axel Voigt ikke på en professionel karriere, og da han i 1933 flyttede til Aarhus, var det for at besætte en stilling på Aarhus Universitet.

I sine erindringer skriver han:

 ”Jeg havde været med til at starte Københavns Jazzforening, og nu kom turen til Århus. Takket være Georg Andrésen (journalist på Aarhus Stiftstidende) og Thomas Jensen (medstifter og dirigent for Aarhus Byorkester) lykkedes det ret hurtigt at få startet Århus Jazzforening, samt det tilhørende Jazzorkester, som jeg ledede, til at begynde med ved klaveret, men senere, da det voksede til 8-10 mand, som dirigent.”

Foreningen holdt stiftende generalforsamling 1. maj 1934, og første koncert fandt sted 13. september med Valdemar Eibergs Orkester, der var hentet fra Hornbæk Badehotel, og kort tid efter dannedes Aarhus Jazzforenings Orkester med musikere hentet blandt ”de særligt musikalske” blandt foreningens 175-200 medlemmer. Og mon ikke de var til stede, da byen fik besøg af en ægte jazz-stjerne  24. marts 1935? Coleman Hawkins blev modtaget af flere tusind mennesker ved Kalundborgbåden, og gav to koncerter med Kai Ewans orkester på Vennelyst. Aarhus var for alvor trådt ind i jazz-alderen.

Hvordan man får succes

Lida Hulgaard fortæller videre:”Min far var barnebarn af Jens Nørregaard, som grundlagde Testrup Højskole, og der har altid været meget musik i familien. I 1922 var familien rykket til Lyngby, og dermed tættere på hovedstadens store udbud af musik, og min far kom meget inde i Studenterforeningen, hvor man kunne høre de bedste danske jazzmusikere som fx Leo Mathisen. Far var selv god til at spille klaver, måske ikke helt så god som sin fætter Kjeld, men det swingede! ”                      

Den unge Axel Voigt fik første gang chancen for at optræde professionelt i vinteren 1927-28, hvor hans pianistiske evner overtrumfede en rejsegrammofon til et privat selskab. Det førte til en lang række engagementer, både med jazz og klassisk. I sine erindringer opremser han med klædelig beskedenhed årsagerne til sin succes: 

1. Man havde dengang ikke radiogrammofoner, der kunne accepteres af det storkøbenhavnske bourgeoisi som brugbare ved store selskaber, og man var derfor vant til at benytte levende musik.
2. Jazzen var netop kommet til landet på dette tidspunkt via grammofonplader og engelske radioudsendelser, samt enkelte orkestre, der havde taget den op som dansemusik, og endelig:
3. Derigennem og ved mit arbejde i vort orkester havde jeg fået et repertoire, som var mere i tråd med ungdommens ønsker end det, de ældre musikere kunne byde på.
   

Det var måske ikke en brændende passion for jazzen, der drev den unge Axel Voigt, men han var en dygtig musiker, der med sine evner fik finansieret sit akademiske studium. I et interview med Georg Andrésen fra Aarhus Stiftstidende udtalte han: 

”Jeg holder af udfordringer. Alt der er svært: bridge, skak og tennis” Og altså jazz?, spurgte den begavede interviewer. ”Alt musik, og derfor også jazz. Jeg spiller lige så gerne bratsch i min kvartet, eller som assistent i Aarhus By-Orkester. Den, der interesserer sig for musik, kan ikke komme uden om jazzen”.

Jazz i krigens skygge

Aarhus Jazzforenings orkester spillede ifølge Georg Andrésens udsagn uden trommeslager, men udvidede lejlighedsvis med kor, så noget kunne tyde på, at det primært var det melodiske/harmoniske, der interesserede den unge Voigt, kontra det ”hotte”. En anden version af historien er, at orkestrets saxofonist ikke brød sig om trommer! Men studerer man det foto af orkestret, der findes i Axel Voigts scrapbog, kan man dog ane et trommesæt. 

I de føromtalte erindringer fylder omtalen af hans karriere som jazzmusiker og klubformand kun 8 linjer. Måske hænger dette sammen med den voldsomme begivenhed, der kom til at afslutte et kapitel i aarhusiansk jazzhistorie:

Orkestret gav sin sidste koncert til Aarhus Stiftstidendes julefest 12.12. 1943. Da var Lida 4 år, og dagen efter blev hendes far arresteret af tyskerne. 

”Jeg husker det som i billeder: vi sad hjemme og ventede på, at min far skulle komme hjem, da de kom. En HIPO-mand truede vores hushjælp til ikke at advare ham. Far kom hjem; han kyssede mor farvel og sagde ”stik af”, da de slæbte af med ham.” Moderen flygtede senere til Sverige, og Lida og hendes lillebror blev anbragt hos deres fastre.

Axel Voigt var blevet afsløret i at gemme nedkastede våben i kælderen; en forseelse, der kunne have kostet en dødsdom. Da han i maj 1945 kom hjem fra Kz-lejren Neuengamme, opgav han jazzen. Som han lakonisk skriver: ”Efter krigen droppede jeg stort set den side af musiklivet”. Men Lida Hulgaard er sikker på, det var musikken, og ikke mindst bridge-spillet, der hjalp ham igennem traumerne efter krigen. ”Og hvis man opfordrede ham længe nok, kunne han godt finde på at spille ”As Time goes By”.

Man kan læse mere om Aarhus Jazzforening og dets orkester i Georg Andrésens erindringer i ”Jazzens Historie i Aarhus”.