– interview med Hans Jakob Sahlertz og Janus Jørgensen
Tekst og foto: Jørgen Nielsen
Ikke mange nulevende danske jazzmusikere har igennem så mange år været en del af det professionelle miljø på højt niveau som guitaristen Hans Jakob Sahlertz. Sammen med ungdomsvennen og kollegaen, trommeslageren Janus Jørgensen er han i dag en del af Sankt Pauls Band, der populært kaldes ”Det Aarhusianske Jazzmuseum”. Der er lige tid til at til at lade tankerne vandre tilbage, en mandag eftermiddag efter den ugentlige orkesterprøve på Trøjborg. Og vi skal et godt stykke tilbage.
“Dengang kunne man godt spille jazz som dansemusik”
Fra mandolin til elguitar
Hans Jakob Sahlertz var 14 år i 1951 ”Jeg var begyndt at interessere mig for jazz og spillede med to skolekammerater på klaver og trommer. Vi havde ingen bassist, de hang ikke på træerne dengang. Jeg spillede mandolin, og vi gav et nummer til julefest på Hotel Royal, hvor jeg blev kontaktet af Finn Albertsen, der havde et Big Band: Du skal komme ned i Aarhus Jazzklub, sagde han og gav mig en fribillet til en koncert i Rådhushallen, og dér blev jeg helt tændt!”
Aarhus Jazzklubs husorkester 1951. Fra venstre ses Karl Jørgen Lauersen (p), Frits Hellemund (tb), Hans Jakob Sahlertz (g), Poul Ramsing (s), Frits Hansen (tr), Mogens Bæk (s), Niels Holt (s) og Bent Kragelund (s).
Jazzklubben holdt medlemsaften hver onsdag aften i klæderen under musikskolen i Guldsmedgade. Alkohol var bandlyst, og musikken kom først og fremmest fra plader.
”Der kom nogen og holdt foredrag om jazz, og bagefter var der jamsession; der var én, der havde en elektrisk guitar, som jeg fik lov at spille på. Bjarne Brodtkorb sad ved klaveret, men jeg kendte ikke melodien; jeg havde aldrig spillet sådan noget før. Han sagde så harmonierne, men jeg var som en hund i et spil kegler!”
Der fandtes ikke meget nodemateriale på den tid, så Hans Jakob gik hjem og konstruerede selv et system, der lignede en regnestok, så han kunne indøve akkorderne i alle tonearter. ”Det havde jeg meget fornøjelse af, og efterhånden kom jeg i lag med nogen at spille med. Det var sådan det startede!”
Begyndte på kagedåser
”Jeg har interesseret mig for jazz lige så langt jeg kan huske tilbage, siger trommeslageren Janus Jørgensen. ”Det kom sig nok 
af, at mine forældre havde en radio-og grammofonpladeforretning i Horsens, og midt i 50-erne var der tre jazzklubber i byen, Concord, Madhouse og i forsamlingshuset Heimdal. Da jeg blev konfirmeret, købte jeg tre grammofonplader, og jeg har dem
stadig: én med Buck Clayton, én med Coleman Hawkins og én med Flip Philips. Hans Jakob var faktisk den første ”rigtige” musiker, jeg kom til at spille med. Han havde en kvartet der spillede i Juelsminde om sommeren; jeg havde ikke nogen trommer overhovedet, men sad og spillede på kagedåser derhjemme. Jeg listede op til Hans Jakob og spurgte om ikke jeg kunne få lov til at spille et nummer med dem. Det kunne jeg da godt, og det var der vi lærte hinanden at kende.”
Gennem jazzklubben i Aarhus fik jeg forbindelse til bl.a. pianisten Bent Eriksen og spillede en del med Hans Jakobs kvartet med Mogens Lauridsen (p) og Bent Knudsen (b) og med Saratoga Jazzband.
Det hele kogte
Der var begyndt at ske en masse på jazzfronten i Aarhus: jazzklubberne Harlem Club, Jazz Circle, Korovi, Saratoga, Paname og senere Jazzhus Tagskægget, en restauration med levende musik hver aften. ”Vi begyndte at akkompagnere solister, der havde spillet på Montmartre i København. Jazzklubberne i Jylland kørte på amatørbasis, og havde ikke råd til at engagere dyre rytmegrupper. Solisten, fx Dexter Gordon kom over og spillede jobs rundt omkring i Jylland, og det var noget, der gav hår på brystet; det stillede ret store krav, og man skulle tage sig sammen, men vi lærte meget af det”!
Bent J. Jensen havde i 1965 forpagtet baren i Studenterhuset på Aarhus Universitet og præsenterede jazz hver fredag: ”Der kom 6-700 mennesker, og det hele kogte, husker Janus, ” Det gav økonomi til at få flere solister over, så vi har spillet med mange store kanoner med vores kvartet, som Svend Asmussen, Dexter Gordon og Stuff Smith”.
Hans Jakob indskyder: ”Jeg havde en hel måned hver aften med Stuff Smith og Don Byas på Karavellen (På Europaplads) Der skete sgu noget i Aarhus dengang! I dag er der jo knapt nok nogle steder, hvor man kan komme til at spille.”
Udlandsprofessionel
I de tidlige 50-ere kunne man godt spille jazz til et bal, og Hans Jakob og hans kammerater spillede en hel måned til dans på Rude Strandhotel. ”Da vi var færdige med det engagement, gik vi ned til Hammerschmidts Fotoforretning, hvor de havde et optageudstyr og optog en plade, og den har jeg faktisk endnu. Det var sjovt, og jeg var kun 14 år!” Han smiler ved mindet. ”Senere kom jeg til at spille med den senere TV-speaker Pedro Biker, en god trommeslager som spillede med violinisten Søren Christensen, der havde taget ophold i Sverige. Jeg havde hørt dem i en radiotransmission fra Embassy Club i Stockholm. De kom i bekneb for en guitarist, og Pedro spurgte, om ikke det var noget for mig, og så spillede jeg med dem i et halvt år.” Den nu 18-årige musiker var kommet i lære i sin fars boghandel, men fik lov at tage en pause, og var nu professionel musiker. Da han kom hjem fra Sverige, blev han uden prøve kastet ud i et engagement med Bruno Martinos orkester i natklubben Tarantella Ved Århus-Hallen, hvorfra der var direkte radiotransmission.
Men jazzen stod i første række. ”Jeg havde en kvintet med vibrafonisten Louis Hjulmand, og vi vandt Tono og Ekstra Bladets jazzamatørkonkurrence i afdelingen for moderne jazz. Vi fik en masse job, og så kørte det ellers, og det har det gjort lige siden. Jeg kunne godt kombinere det med arbejdet i boghandlen, for min far kunne godt lide at jeg spillede, og jeg havde ret frie hænder til at kunne tage jobs, også om dagen”.
Det sjove ved jazzmusik
I årene 1971- 1998 var Hans Jakob medlem af det velrenommerede Peder Pedersens Big Band, der bl.a. spillede hver torsdag på Tagskægget ”Der var simpelthen proppet med mennesker, og Peder Pedersen fik nogle fantastiske musikere over som solister. Og der mødte jeg musikere som Jens Jefsen og Poul Poulsen; vi arbejdede meget sammen i forskellige sammenhænge – sådan foregår det jo, det er det sjove ved jazzmusik. Man stiller sig op, aftaler en toneart, 3-4 spil. Og så håber man, at man kan huske hvordan den gik, selv om man kun har spillet den en enkelt gang for 25 år siden!” Den garvede guitarist er dog aldrig blevet tilhænger af den frie jazz: ”Vi havde spillet nogle gange med Lee Konitz oppe i Stakladen, og så nogle år skulle vi spille med han på Tagskægget, men da var han inde i en periode, hvor han stod og blæste ind i ventilationskanalen i loftet – det flød frit, og jeg kunne slet ikke finde ud af det. Det var en musikart, som overhovedet ikke interesserede mig, så jeg gik ned og satte mig. Så kom han ned bagefter og snakkede, og han forstod mig godt; det var altså noget han eksperimenterede med på det tidspunkt. Men det er jeg aldrig faldet for”, smiler den pensionerede boghandler fra Bruunsgade.
Både Hans Jakob og Janus er rundet af en swing- og bebob tradition, og det var det, der gjorde, at de kunne løfte opgaverne som akkompagnatører for de store, gamle stjerner. ”Vi kunne alle harmonierne på rygraden, man vidste næsten på forhånd, hvilke numre, vi skulle spille ud af et repertoire på 150-200 numre, siger Janus.
Ikke død endnu
Janus Jørgensen blev hurtigt en del af det aarhusianske jazzmiljø, og musikken havde sin storhedstid i årene inden beat- og rockmusik blev dominerende. Men fra sidst i 70-erne koncentrerede han sig om sin erhvervskarriere, og greb først stikkerne igen, da den gamle trio med Mogens Lauridsen og Bent Knudsen blev fast torsdagsindslag på Jazzbar Bent J, gerne sammen med Hans Jakob Sahlertz.
”Mange af publikummerne var ret ligeglade med jazzen, de skulle bare have nogen bajere, men det var et fantastisk sted, siger han. Og Janus Jørgensen supplerer: Maleren Teddy Sørensen var der altid, og på et tidspunkt i løbet af aftenen rejste han sig op og råbte: ”Undskyld den forringede publikumskvalitet!”
Begge de herrer er langt over den almindelige pensionsalder, men agter at blive ved, så længe de kan. ”Jeg er generet af lidt slidgigt, siger Hans Jakob, men musikken kan vi ikke undvære, den tager vi med os i graven. Men jeg tror ikke jazzen er helt død endnu”.
Hans Jakob Sahlertz modtog i år 2010 Gaffelprisen, som Jazzselskabet Aarhus har uddelt hvert år siden 1973.