Arbejdernes Forsamlingsbygning

Amaliegade 23, 8000 Aarhus C

 

Den 19. februar 1934 lagde Forsamlingsbygningen i Amaliegade bl.a. hus til opførelsen af Bernhard Christensens Jazzoratorium ”De 24 Timer” med tekst af Svend Møller Kristensen. Aarhus Byorkesters dirigent Thomas Jensen havde taget initiativet og overtalt Katedralskolens sang- og musikmand lektor Heering til, at hans gymnasiekor skulle medvirke til opførelsen af dette nye jazz-sangværk sammen med et 32 mands stort orkester og med professionelle sangere i front: Agnete Türck, Bjarne Henning-Jensen, Ruth Svenning og Jonny Mikkelsen.

Opførelsen blev en stor succes. Aarhus Stiftstidendes anmelder Emanuel Sejr skrev begejstret om denne opførelse: ”Thomas Jensen, der holdt sig beskedent tilbage som ledsager ved flyglet, havde megen ære af denne fremførelse, den var absolut morsommere og med mere nerve end komponistens egen tolkning for nogen tid siden i radioen”. Begejstringen for opførelsen var så stor, at der blev gennemført en ekstra koncert.