– interview med Jesper Carlsen

Tekst og foto: Jørgen Nielsen

Jesper Carlsen har i mere end 40 år været én af de travleste bassister og undervisere i Aarhus; i 1999 modtog han Jazzselskabets Gaffelpris; en pris han også fik allerede i 1986 som medlem af Bent Eriksens Kvartet. Egentlig havde han lagt andre planer, da han i 1974 flyttede til Aarhus for at læse til lærer. Men på seminariet fik han Holger Laumann som sammenspilslærer.

”Holger hev mig ned og spille sammen med ham på Tagskægget en lørdag aften; jeg kom hjem med 400 kr., og det var jo helt fantastisk. Så jeg fik blod på tanden; det var jo et mekka, hvor man den ene aften efter den anden kunne høre Dexter Gordon, Thad Jones og Count Basie; et voldsomt fint sted!”

Omme på Bent J i Nørre Allé sad han ofte og lyttede til den lokale bobmusiker, den klaver- og altsaxspillende guldsmed Bent Eriksen og hans trio:

”Det var med Jørgen Nielsen på trommer og Jesper Lundgaard på bas.  Så ville skæbnen, at Jesper Lundgaard blev indkaldt som afløser i Thad Jones / Mel Lewis Big Band til deres koncert i Aarhus, fordi de have fyret deres bassist. Det gik så godt, at han røg videre med dem på Europaturne, og så blev der pludselig et hul, hvor jeg var så heldig at blive den, der skulle sidde mellem Bent og Jørgen og spille; det var starten på et tiårigt forløb med trioen. Bent J hyrede solister, der spillede på Montmartre i København, til at komme over og spille. Jeg vil ikke sige at vi var amatører, men det var tæt på. Vi skulle løfte den opgave at akkompagnere nogle af verdens fineste jazzmusikere, fx solister fra Ellingtons og Basies orkestre, som vi faktisk ikke var kompetente til at akkompagnere, men vi lærte jo noget af det! Ofte måtte de nøjes med den simpleste version, men de var vant til det, for de rejste rundt og spillede med hvad som helst. De var gamle mænd, der overlevede på, at folk kunne huske dem fra de gamle indspilninger. Vi blev gerne præsenteret som ”This wonderful trio” og fik masser af bifald. Det var store tider”, griner Jesper.

”Det var noget andet end at jamme med vennerne, en helt anden respekt for det, der foregik, og vi skulle spille en masse musik direkte fra ”avisen”, så selv om det var jazzens standardrepertoire, var vi nødt til at tage os gevaldig sammen. Det var en kæmpe oplevelse, og en foræring udover alle grænser, pludselig at stå og spille sammen med folk, som man har lyttet til på plader siden man var 16. De var sære på deres egen måde , alle sammen. Men for det meste søde”.

Altsaxofonisten Lee Konitz er én af de solister, Jesper husker: ”Han var en af de store personligheder; han ville helst ikke samtale, men gerne spille sammen med os. Han rørte folk med sit spil, selvom det var outreret på mange måder. Jeg husker en helt speciel situation: brandstationen lå lige bag ved Bent J, og Lee Konitz var midt i en kadence, da udrykningen gik i gang. Så hang han på den og flettede den ind i sit spil, så hele værtshuset lå flad af grin! Og Harry ”Sweets” Edison, tænk sig at have spillet med ham, man kan ikke forestille sig en mere legendarisk swing – og bebobmusiker. ”

Om sit udbytte af denne tid siger Jesper: ”Det har betydet alt, det var paying the dues, hvor man lærer The Real Book udenad og lærer at finde sin rolle; hvordan man sætter jazz sammen og får forskellige mennesker til at fungere sammen. ”

Og fra sin plads for enden af stambordet styrede Bent Jensen det hele med venlig myndighed og sørgede for at hans stjerner ikke tørstede: ”Harry, do You want another beer?”

Et folkested

Bent J var et særligt rum at optræde i, fordi det var så lille. Publikum kunne høre, hvad vi snakkede om, og de var – på godt og ondt – folk, der var vant til at sige deres mening, højt og tydeligt: – ”Jesper Thilo, spil noget liderligt”, eller ”hold nu kæft med det dér moderne jazz, vi skal have noget, vi kender. Bajerflasker, der raslede, snak i krogene, latter. Det måtte solisterne finde sig i.”

Bent J. var ikke  kræsen med hensyn til hvem, han lukkede ind, og det var først, hvis det var rigtig grelt, at han bad dem gå igen.

”Det var bestemt ikke kun jazzfans, der kom. Til gengæld, når nogle af de rigtig store kanoner kom med deres egne rytmefolk – altså, Niels-Henning Ørsted Pedersen har siddet på den pind, jeg sad på foran billedet af Ben Webster – så var der nogle gange, hvor man kunne høre en knappenål falde, og hvor folk listede ind ad døren og fandt sig en plads. Det var så intimt og tæt, at oplevelsen bliver uforglemmelig”.

NHØP, Alex Riel og Niels Lan Doky på Bent J (1980’erne). Fotograf: Albert Meier

Trods præget af ”brunt” værtshus, var man aldrig i tvivl om at det drejede sig om jazz på Bent J. ”Der kørte altid jazz på grammofonen, og hvis man bare begyndte på et let efterslag i rytmen, kom værten op og sagde ”det kan i altså ikke være bekendt, det her er et jazzværtshus”. Han gad heller ikke, hvis man spillede for traditionelt, det skulle være swing og mainstream. Og så kom der nogen, der troede, de skulle spille noget helt andet, men dem hyrede han ikke igen!”

Jam Sessions

Jesper Carlsen var en af de faste jamværter ved den legendariske fredags-jam på Bent J. Det var altid en kontrabassist, der stod klar til at tage imod kl. 16; ifølge Jesper Carlsen fordi det er bassisterne, der kender flest numre! Scenen, som bare var et hjørne ved siden af indgangen, var udstyret med trommesæt og flygel, men ikke en bas. ”Undtagen hvis Palle Cigar ikke havde gidet slæbe sin med hjem; så stod den ovre i hjørnet, med ”tøj” på, mindes Jesper.

”Man kunne komme ind fra gaden og spille med, selv om man ikke var verdensmester. Og det nød vi alle sammen godt af, for når der kom nogle af de gode, ville vi jo gerne være med”.

Når man taler om ”de gode”, kommer man ikke uden om den række af svenske musikere, der gæsteoptrådte på Bent J. Jesper Carlsen havde mødt altsaxofonisten Lasse Hörnfeldt i Sverige, og inviterede ham til Aarhus, og han blev fulgt af bl.a. Krister Andersson, Nisse Sandström, Berndt Rosengren og Lars Jansson. Men Bent Jensen havde ikke råd til at betale for hotelophold, så nogle af dem måtte overnatte i Jespers hønsehus i Risskov. Det var de ikke begejstrede for, men Bent J havde et fantastisk ry, som via de amerikanske musikere var løbet i forvejen til Stockholm, så at spille på den lille aarhusianske jazzbar var godt at have på sit CV.

Et andet frodigt jamsession-miljø udfoldede sig fra 1983 på Abbedissen, hvor nu Cafe Smagløs ligger.

Annie og Trisse var de to seje damer bag initiativet. Annie Olsen havde været gift med Peter Max Hansen, lederen af Tagskægget.

”Hun kendte hele rumlen, og satsede på jam; man kunne gå op på 1. sal og spille når man ville, og det var jo en fantastisk mulighed for at få et publikum; stamgæsterne sad nedenunder, og hvis de syntes det lød sjovt, gik de ovenpå. Og så var der billige bajere; det var et meget folkeligt værtshus; der blev røget og drukket lidt af hvert – og der blev spillet. En masse af de unge musikere, inklusive mig selv lærte tricks og nye numre, så det blev et mødested ligesom Bent J. Og jeg fik kontakt til musikere, som jeg spiller med endnu. Nogle spillede for sjov, og nogle ville noget mere, og så kommer det hele af sig selv!”

Caféjazzen blev en del af en vej ind i det professionelle musikerliv, fortæller Jesper Carlsen: ”På den tid fandtes der et rigtig godt kommunalt støttesystem, som betød at værtshusene fik halvdelen betalt af musikernes løn, og det betød, at vi kunne oppebære en rigtig musikertarif; vi blev organiserede i Dansk Musiker Forbund. Ordningerne var rigtig gode til at få græsrødderne til at vokse.”

I lighed med Jazzbar Bent J, blev den lille cafe på Klostertorvet blev stedet, hvor generationer af jazzmusikere tørnede sammen over jazzbiblen ”The Real Book”, og som pianisten Kaare Gade beskriver i ”Jazzens Historie i Aarhus”: Abbedissen blev både stamværtshus og aftenskolekursus.

Jesper Carlsen modtog i 1999 Gaffelprisen, som Jazzselskabet Aarhus har uddelt hvert år siden 1973.

Der citeres i artiklen fra bogen “Jazzens Historie I Aarhus” af Carsten Ljungkvist.