Husets Musikteater/Atlas

Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

 

1980’erne blev et årti, hvor der til dels med jazzen som affyringsrampe fremkom helt nye musikalske tiltag, der kun vanskeligt lader sig rubricere. Husets Musikteater, i daglig tale ’Huset’, blev stedet, hvor de nye musikalske knopskud skulle blive repræsenteret.

 

Ansvarlig herfor var Martin Lai, som her fortæller: Det faldt i min lod at være leder af Husets Musikteater fra netop dette sekels start til slut. Og sikke et årti! Huset var stadig et kulturhus – som mange andre over det ganske land. En del af en nærmest anarkistisk bevægelse, hvis hovedformål var at give folk plads til at udtrykke sig og eksperimentere med deres udtryk. Med en vis offentlig støtte gav dette grobund og mulighed for et spillested, som var anderledes end de gængse spillesteder og jazzklubber, man hidtil havde kendt. Genrer kunne blandes – og blev det. Huset præsenterede hele spektret af rytmisk musik fra punk til folkedans. Jo da. Men der blev plads til rigtig meget jazz og tilgrænsende musikformer i løbet af 80´erne.

 

Fra 82/83 begyndte et kontinuerligt program af moderne, elektrisk og akustisk jazz at rulle over Husets scene med en frekvens på 3-4 koncerter pr. måned. Såvel lokale, som københavnske og udenlandske musikere trådte op, og stille og roligt opbygges også et stort og entusiastisk publikum. Et publikum, som var kendetegnet ved sin sammensathed – aldersmæssigt og socialt, og som havde en musikalsk nysgerrighed til fælles. Den gamle jazzgarde fandt ikke så ofte hen på Huset. De holdt sig til deres vante vandingssteder som fx Bent J. Der var for meget strøm på Huset, og man kommer nok ikke uden om, at dette klassiske generationsskisma afstedkom en vis splittelse i miljøet i de år.

 

En mindeværdig aften var d. 3.februar 1983, da Dexter Gordon gav sin sidste koncert i Aarhus. Dexter var stærkt forsinket, fordi hans fly var landet i Aalborg i stedet for Aarhus, men gik på omkring midnat. Det blev til to lange og smukke sæt den nat. Hvor pauserne selvfølgelig blev benyttet til at træffe gamle bekendte fra Dexters mange tidligere besøg i byen.

 

Af øvrige besøg kunne nævnes guitaristen Uffe Steen med Kamæleon og caribiske vibrationer fra David Cadogan’s Carnival Band. Store succeser. Saxofonisterne Søren Eriksen og Robin Watson, samt byens anden store guitarist Søren Addemos var også på banen med egne ensembler. Pierre Dørge blev nærmest Husets husorkester tværs gennem 80´erne.

 

I 1999 blev Husets Musikteater ombygget til rockspillestedet Voxhall, og senere i 2010 åbnede man dørene til et ekstra spillested, Atlas, med det erklærede mål at præsentere koncerter indenfor jazz, folk og world. Udover egne koncerter har Atlas været brugt som spillested af jazzarrangører som fx Sun Ship, Jazzselskabet Aarhus og Aarhus Jazz Festival. Desuden har man huset arrangementet Ujazz under Aarhus Festuge. På scenen hos Atlas har publikum bl.a. kunnet opleve Claire Martin, Jakob Bro, Carsten Dahl, Aaron Parks, Jim Black, Fire! Orchestra og den europæiske 12 Points Festival.