– interview med Finn Odderskov
Tekst og foto: Jørgen Nielsen
I mere end 50 år har Finn Odderskov (f. 1947) været first call, når der er brug for en veloplagt, altid velspillende tenorsaxofonist med et udpræget socialt gen. Såvel i hjembyen Aarhus som i resten af landet. Og hans popularitet hos publikum, arrangører og kolleger synes kun at vokse med alderen. Udlært som smed – og maskinarbejder, selvlært som musiker og med et CV, der udover freelance jazzmusiker også rummer teatermusiker højskolelærer og judokæmper. En væsentlig del af hans musikalske dannelsesrejse foregik på scenen i det legendariske Jazzhus Tagskægget.
Finn Odderskov stammer fra Fredericia, og fulgte i sin fars fodspor, på flere måder. Han gik pligtskyldigt til klassisk violinspil som dreng, og tilbragte derefter i alt 8 år på Dansk Svovlsyrefabrik inden han omsider valgte jazzmusikken som levevej. Eller var det jazzen, der valgte ham?.
Som 17- årig havde han arvet sin morbrors trompet.
”Det var faktisk dér, det startede. Så spillede jeg trompet, fuldstændig på lykke og fromme, efter populære melodier, jeg hørte i radioen. Cliff, Elvis, Tommy Steele, det var sådan noget, jeg ville spille”
Men hans kammerater havde andre planer og tvangsfodrede ham med Armstrong, Eroll Garner og Oscar Peterson, når de sad sammen på værelserne rundt omkring og drak te og lyttede til rejsegrammofonen. Og det endte med, at han lånte en gammel tenorsax. ” Jeg skulle til at spille den der mærkelige, moderne musik, som jeg slet ikke forstod en skid af; jeg fattede ikke, hvordan de kunne spille så hurtigt på den der saxofon.”
Med saxofon i baghånden
Paradoksalt nok blev det igen faderen, som trådte hjælpende til, selvom han ikke helt havde tilgivet, at Finn havde droppet violinspillet. I fællesskab fandt de ud af den grundlæggende teknik på saxen. Vi springer lidt frem i tiden:
”Jeg spillede i et orkester i trekantsområdet. Vores pianist fik forbud mod at spille af sin far, da han havde for dårlige karakterer til at komme ind på medicinstudiet, og skulle læse op på det. I stedet fik vores trommeslager Erland Larsen kontakt til pianisten Pelle Thomsen, hvis orkester spillede på det nye sted Tagskægget i Aarhus. Det sted havde vi hørt om, og der ville man jo gerne spille. Erland havde bil, men ingen kørekort, og jeg havde kørekort, men ingen bil. Så blev jeg roadie for ham, kørte hans bil og stillede hans trommer op. Jeg tror vi var heroppe i Aarhus et par gange om måneden, og jeg havde saxofonen med i bagagerummet hver gang, i håb om at komme til at spille med. Men Pelle Thomsen var en lidt speciel person – som jeg senere kom til at kende og holde meget af – han ville ikke have andre med i sit band. Så skete der det, at Pelles saxofonist af én eller anden grund ikke mødte op til jobbet, og så var han nødt til at tage mig med, hvad enten han ville eller ej, og det blev til langt og godt musikalsk venskab. Og det blev indgangen til at jeg kom til at spille på Tagskægget, der dengang (1967-1969) lå i Paradisgade. Jeg fik min gode ven Laffe (trompetisten Peter Oluf Christensen) med i bandet; vi spillede der temmelig mange gange, og kørte frem og tilbage; vi havde jo allesammen dagjob. Vi var hjemme kl. 05.30 og skulle møde på arbejde kl 07. Det var en hård en, men også en stor oplevelse at komme herop og spille; der var altid fuldt hus, selv på hverdagsaftener, og fredag-lørdag var det helt forfærdeligt. Der stod de i kø i lange rækker ude på gaden, og det har jeg tit fortalt mine musikelever på Vestbirk Højskole. De troede jeg var fuld af løgn, for der er da ingen, der står i kø efter jazz.”
Sommeren 1969 flyttede Tagskægget til Klostergade, og hvor man på den gamle adresse primært spillede traditionel jazz, lagde det nye sted ud med et tredages gæstespil af Dexter Gordon, akkompagneret af H. J. Sahlertz Kvartet. Det var dog stadig den traditionelle jazz, der fyldte huset i weekenden, og Finn var blevet medlem af Arosia, der ofte var på plakaten.
”Somme tider var der så stuvende fuldt, at vi slet ikke kunne komme ned af scenen i sidste pause, men der var godt nok stemning! Man spillede fra 21-03, og derefter overtog natholdet, som ofte var Bent Eriksens Trio, indtil kl. 05. Jeg havde stadig ingen bil, så jeg tog toget, og jeg kunne ikke komme hjem, når jeg havde spillet til kl 03, så ofte fik jeg tilbud om at spille med natholdet også, og når jeg så var færdig, gik jeg op på banegården og sov mellem spritterne indtil toget gik kl 08. Og de var flinke til at vække mig inden toget gik”.
Finn & de tunge drenge
Peter Max Hansen begyndte at give Finn større udfordringer og hyrede han som sideman til udenlandske solister. ”Det var super skægt, selv om man var rystende nervøs hver gang; det var jo de folk, der havde opfundet jazzen!” I løbet af årene på Tagskægget opnåede Finn at spille med notabiliteter som bl.a. Ben Webster, Dexter Gordon, Bud Freeman, Roffe Ericsson, Clarck Terry, Charlie Shavers, Phil Woods, Benny Waters, Gene Conners, Billy Butterfield, Red Rodney, og Paul Quinchette. I de år hvor jazzen havde trange kår i USA, rejste de rundt som solister i Europa, og Tagskægget var efterhånden blevet en del af kredsløbet.
”Jeg har lært mig selv at spille, og er garanteret gået ned ad alle de blindgyder, der findes, men mange af de supermusikere, jeg spillede med, fortalte jo lidt engang imellem, og det er jeg dem meget taknemmelig for. Stort set de fleste af dem, jeg har mødt, var mægtig søde og hjælpsomme, og hyggelige og rare at spille sammen med, husker Finn. Rytmegruppen var oftest den lokale med Lars Agerbæk på klaver, Poul Poulsen på trommer og Jens Jefsen eller Palle ”Cigar” Laursen på bas. Om sit eget udbytte af denne tid siger Finn: ”Man var jo nødt til at øve og tage sig sammen for ikke at virke alt for klumpe-dumpeagtig, og så fik man jo inspiration. Det var en god tid, og jeg er Max Hansen meget taknemlig for de ting han gjorde for mig – og for mange andre.”
Penge og pommes frites
Til gengæld sad Max Hansen hårdt på pengene, og når Finn og Arosia besluttede sig for at gå til lønforhandlinger, var udfaldet givet på forhånd: ”Jeg kan ikke betale jer mere, men I kan få mad i første pause”. Det blev accepteret, men efter et års tid var de der igen: ”Vi fik så en aftale om pommes frites og kaffe i sidste pause, men jeg tror aldrig vi fik hævet lønnen!”
En dag ringede Max Hansen for at hyre Finn til en enkelt aften. Han skulle være en del af den gruppe, der skulle fejre Ben Websters 60-års fødselsdag. Foruden den lokale trio var besætningen New Zealandske Bruce Johnstone, (bs) Jesper Thilo, Holger Laumann, Dexter Gordon og selvfølgelig fødselaren, alle på tenorsax. Og så Finn fra Fredericia. ”Det turde jeg slet ikke sige ja til, men så sagde han, at hvis du siger nej, kommer du aldrig til at spille heroppe mere!” Det var helt fantastisk fedt, og jeg var helt fantastisk bange! Så står vi deroppe på scenen og Ben Webster siger ”Let´s playIn a Mellow Tone.I break´et til første solo mærkede jeg en ligesom en pistol i ryggen; jeg blev skubbet frem til mikrofonen; jeg skulle være frontburner. Efter et kor ville jeg træde tilbage, men så var ”pistolen” der igen, jeg skulle fortsætte. Det første nummer varede tre kvarter!”
Resten af aftenen delte de mange musikere sig, og jeg blev sat sammen med Jesper Thilo. ”Er du ked af at du ikke skal spille med Ben og Dexter?” spurgte han. ”Det skal du ikke være, vi får det meget sjovere” Og det fik vi; det var første gang vi spillede sammen, og det blev starten på et langt musikalsk venskab!”
Den gode tid
Jobbet som smed måtte opgives; det blev efterhånden for belastende at ligge og køre frem og tilbage mellem Fredericia og Århus, og for at få et alibi for at flytte til Århus, besluttede Finn sig for at læse til lærer. Efter 8 år på Dansk Svovlsyrefabrik, gik han op til sin værkfører og sagde op. Der kom dog ikke nogen folkeskolelærer ud af smedesvenden, for umiddelbart efter lærereksamen i 1977 fik han job som teatermusiker i Aalborg, og i næsten ti år spillede han teater og musicals på alle landsdelsscenerne. Men vi er ikke færdige med Tagskægget endnu.
”Der skete jo mange underlige ting på Tagskægget, mindes Finn. En aften spillede han med endnu en af sine helte fra grammofonen i teenageværelset, saxofonisten Bud Freeman. De skiftedes til at spille et kor, og imens begyndte en kvinde at smide tøjet på dansegulvet. “Kun iført trusser og bh sprang hun op på scenen og ville have fat i Bud Freeman; det var ret chokerende for ham, for han løb over og gemte sig bag Bent Eriksen ved klaveret. Oh how disgusting, I´ll never play in this Place again, råbte han, og han kom aldrig igen! Hun efterlod sin bh, og den puttede vi ned i bassisten Rolly Pellegrini´s taske, uden han opdagede det, griner Finn.
”Det var en sjov og god tid, som pludselig holdt op, da Diskotek Tordenskjold åbnede på Hotel Royal. Vi spillede for et tomt hus på Tagskægget, den lørdag aften Tordenskjold åbnede; de var allesammen på diskotek. Først forsvandt de smarte piger, derefter alle fyrene, og så begyndte de hårde tider for jazzen i Aarhus”.
En foreløbig kulmination på det venskab mellem Finn Odderskov og Jesper Thilo, der begyndte en aften på Jazzhus Tagskægget, fandt sted 1. april 2019, hvor Thilo kunne overrække Finn den en af de to ærespriser, der blev uddelt af Ben Webster-fonden. Og med sin legendariske beskedenhed i behold, trods dette åbenlyse ridderslag siger Finn: ”Den havde jeg ikke set komme på nogen måde, jeg er meget glad og stolt, men ved ikke hvordan det er sket!”
Jazzhus Tagskægget lukkede i 1980, blev genfødt som Svend Tveskæg under ledelse af Tage Jensen, men i 1986 var det endegyldigt slut med jazzen i Klostergade 34.
Finn Odderskov modtog i 1983 Gaffelprisen, som Jazzselskabet Aarhus har uddelt hvert år siden 1973.