Jazzselskabet i Århus

Vestergade 58, 8000 Aarhus C

 

Jazzselskabet i Århus blev indstiftet på Trinbrættet i september 1970 af en kreds af ”modne” jazzfans. Den første bestyrelse blev Palle Lauridsen, Ole Peter Iversen, Bent Knudsen, Flemming Kirkholt, Jens Helm-Petersen og med Bent J. Jensen som formand. Jazzselskabet blev en blanding af hyggeklub og interesseforening, og blev en vigtig bro mellem byen, jazzfolket og universitetet. Jazzselskabet var særdeles synlig i byen og fungerede godt og effektivt som bindeled mellem de nævnte parter. Ved siden af musikarrangementer skabte man tradition for en række årlige sammenkomster og fra 1973 uddelingen af Gaffelprisen for ekstraordinære indsatser til hovedsagelig (men ikke nødvendigvis) musikere. Som den første modtog Peder Pedersen Gaffelprisen sammen med Vera ”Vips” Jørgensen. Herefter fulgte Bent Eriksen, Peter Max Hansen, Botha Christensen og en lang række andre. Prisen uddeles stadig. Ved stiftelsesfesten på Trinbrættet talte man musikere som Dexter Gordon, Hal Singer, Bent Eriksen, Mogens Lauridsen, Bent Knudsen, Janus Jørgensen, Jørn Birkeholm, Hans Jacob Sahlertz, Troels Knudsen og Finn Albertsen. Sidstnævnte, der var initiativtager til dannelsen af den første efterkrigs-jazzklub i 1950, blev æresmedlem. Ved en jubilæumskoncert i universitetets aula præsenteredes 15 orkestre som spillede sammenlagt i 10 timer. Her kunne man høre den tidligere århusianer John Tchicai samt et gendannet bigband fra tredivernes Århus. Jazzselskabet eksisterer stadig og arrangerer jazzkoncerter i byen – nu under navnet Jazzselskabet Aarhus.

 

Hal Singer og Dexter Gordon fra Jazzselskabets stiftelsesfest på Trinbrættet 22. november 1970