Koncertpalæet/Funkisbar

Kannikegade 10-12, 8000 Aarhus C

 

Aarhus Jazzforening stiftes 1. maj 1934 i Koncertpalæet i Kannikegade ved Bispetorvet. Den nye Jazzforening fungerede frem til ca. 1940 og kom til at sætte liv i jazzen på amatørbasis. Året efter indgik foreningen i en sammenslutning af landets 7 jazzforeninger med i alt 1100 medlemmer, hvoraf Århus bidrog med 150.

Den egentlige stiftelsesfest foregik i Koncertpalæets nyrestaurerede sal, Funkis Bar, i september samme år med Valdemar Eiberg og hans 10 mands jazzorkester fra Sjælland.

 Funkisbar var jazzaktiv i slutningen af 1930´erne og 1940´erne. Man havde dans og solister – og øldrikkende blå elefanter på væggene. Under besættelsen kørte man med små besætninger, f.eks. Børge Nørlund på piano og Otto Franckers Trio. I 1941 etableredes Aarhus Swingklub, der holdt til én gang om måneden i Koncertpalæet. De prøvede at ”holde sammen på jazzen” i 1½ år, men måtte lukke ned.

Thomas Jensen, Axel Voigt og Georg Andrésen oprettede jazzklubben den 1. april 1934, og i den første bestyrelse sad Bjerg Pedersen (radioforhandler), Willy Larsen (kontorist), Rasmus Gravgaard (medhjælper i Kåbers Musikhandel) og Georg Andrésen (journalist).

Som optakt til dannelse af foreningen indkaldtes en 18-årig Svend Asmussen til at optræde i Haandværkerforeningen i Paradisgade. Med sig havde han Niels Foss (g), Kjeld Nørregaard (p) og Aage Elwart (sax), samt de danske Bosswell Sisters. Asmussen var stærkt inspireret af den amerikanske jazz-violinist Joe Venuti, om hvem han har udtalt: Jeg kalder Venutis jazz for ”hvid jazz” i modsætning til f.eks. Duke Ellingtons kompositioner, der ikke altid er lige ”artige”.

Århus Jazzforening fik senere sit eget ”store” orkester, der havde det besynderlige særpræg, at det var uden trommeslager fordi en B-saxofonist i orkestret i så fald ikke havde lyst til at deltage. Da dirigenten hellere ville undvære trommen frem for saxofonen blev det sådan.