Karavellen. Jazzen mønstrede de eneste ”hotte” steder, idet ingen diskoteker endnu var dukket op. ”Vi stod og spillede med ryggen til vinduerne, så vi hurtigt kunne springe ud, hvis der blev for meget tummel”, fortæller Poul Ehlers (bassist).
Jazzminerne var en populær gruppe i begyndelsen af tresserne. Der var stor udskiftning i orkestret, som en tid blev ledet med hård hånd af Hans Brincker. Bassisten Poul Ehlers fortæller: “Vi optrådte altid i blå blazere og pressefolder i bukserne, vi lignede en lystsejlerklub, men sådan ville kapelmesteren altså have det. Det var, fordi vi ikke skulle forveksles med Bent Eriksens gruppe, der var kendt for den modsatte påklædning.”
Bent Eriksen. Man kaldte en tid Bent Eriksens optrædender for discount-jazz. Det var sådan set ikke musikken, der skabte navnet, men det forhold at han bar sin altsax i en bærepose fra Bilka. Instrumentkassen blev brugt til medbragte drikkevarer.
“I Peder Pedersens Bigband spillede vi også Ellingtonnumre, og det var meget skægt, for da jeg hjalp med at stille deres nodestativer op, de spillede på Tagskægget, så kom jeg i snak med en af deres altsaxofonister. Johnny Hodges var lige død, og han fortalte om Johnny Hodges, at han aldrig stemte sin saxofon, han pakkede den bare ud, og stak den i munden og blæste. Han pustede følelse i den, det var som en sangstemme. Han sang gennem saxofonen.” – H.C. Vartenberg
Tagskægget. Mange lokale løsgængere blev tit med kort varsel kaldt ind for at backe en solist. Vilkårene var vanskelige, men det havde stor betydning for den enkelte musiker. ”Somme tider”, fortæller bassisten Jens Jefsen, ”skulle jeg spille et nummer jeg ikke kendte – som jeg skulle lære på stedet! Jeg vidste lidt om, hvilke standardharmoniseringer man tit bruger til en eller anden melodi. Der kunne være lidt variationer over, hvordan B-stykket køres – det de kalder ”The Bridge”, og man spørger: ”How about the bridge?” – ”Yeah, the bridge goes D7, and then it fucks around”, som Brew Moore altid sagde. Så vidste man hvad det betød.”
I et interview med Dexter Gordon, forklarer han, hvorfor han er flyttet til Europa. Her siger han: ”En mand der skal leve af at spille musik skal ha` et job. I Europa er der jobs, der er faktisk endda jazzjobs”, og så siger han: ”Jeg personligt tager et hvilket som helst job hvis jeg er på røven, fordi det er dét det handler om. Hvis du er musiker er, du ikke for fin til noget som helst.” – Bo Jacobsen
Med Peder Pedersens Bigband kom der mange solister, det var som regel enten saxofonister eller trompetister. Det var meget typisk, at de hilste på kapelmesteren, og så på instrumentgruppen. F.eks. kom Clark Terry, sagde Thank you til Peder, og så One, two, three, four, Bang … Men når der så var pause, så gik han hen og hilste på alle trompetisterne, kiggede på deres mundstykker og sådan noget. Når det så var en saxofonist, så var det saxofonisterne, han snakkede med. Der var virkelig gruppeinddeling. Benny Carter kom også hen til saxgruppen, til hver enkelt, og sagde: Hey I´m Ben Carter, kiggede på saxofonerne, og så fik vi alle et nyt blad!! Og skide med basunisterne og trompetisterne. – H.C. Vartenberg
Tagskægget. Fodvarmerne spillede en rigtig varm sommeraften på Tagskægget. Scenen var i flere trin over gulvet, og klaveret var placeret tæt under loftet, hvor der var drønhedt. Jeg kunne skrue en pære løs og sidde mørkt så jeg blot var iklædt overalls og næsten bar overkrop. Vi spillede et langsomt nummer, og jeg var meget træt og sløv af den stærke hede. I et øjeblik faldt jeg helt i søvn og klaskede hænderne planløst ned i klaveret. Jeg vågnede ved lyden, og så seks forbavsede ansigter vende sig mod mig. Resten af nummeret druknede i grin. – Peter Fahrenholtz
Bent J. En slags centrum for jazzen var også Bent J.s privatbolig i Molsgade. Her mødtes de forskellige orkestre ”after hours” om lørdagen for at tale om begivenhederne på jobbet over lidt natmad – og øller –og lytte til jazz, oftest Count Basie, på grammofonen.
Trompetisten Troels Knudsen har fortalt at lige meget på hvilket tidspunkt på døgnet man ringer på hans dør, så misser han med øjnene som om han lige var vågnet, og siger: ”Dav, jeg henter lige femten bajer.”
Den jazzhistoriske udvikling. For den danske forfatter og jazzmusiker Torben Ulrich stoppede jazzarven ved Albert Aylers og Cecil Taylors generation. ”Først var der Armstrong og Bechet og deres generation. Så kom Roy Eldridge og Dizzy Gillespie. Siden var det Fats Navarro og Clifford Brown og Dexter Gordon. Så Sonny Rollins. Hele tiden disse afstamninger.
Jeg er sikker på, at Albert Ayler så sig som John Coltranes efterfølger. Og at Coltrane måske så Ayler som den næste i rækken. Men så er det min fornemmelse, at der ikke rigtig har været nogen siden, som var den næste i rækken. Det samme i forhold til pianisterne. Mange som spiller avantgarde jazz i dag, også i USA, bygger stadig på Albert Ayler og Cecil Taylor. Så på en måde startede det hele i New Orleans og endte med Ayler og Taylor.”
Tagskægget. Poul Ehlers fortæller:
Man står ved en bar, så er der en ved siden af der slår en på skuldrene, og siger: ”Kan du huske den gang, Poul?”
Hva` så, tænker jeg, mere fortidsbavl. Så siger jeg ironisk til ham: ”Nåh, var det på Tagskægget, måske?”
”Ja”, siger han, ”Det var dengang der var 20 mennesker og det kostede 20 kroner at komme ind – til Keith Jarrets Trio”.
“OK – der fik du mig. ”
Peder Pedersens Bigband. Benny Carter var måske den første rigtige altsaxofonist i jazzhistorien. Ham spillede vi også med i Peder Pedersens Bigband og han var sindssygt teknisk dygtig. Jeg kan huske, vi holdt prøve med ham, og han stod og spillede alting fra bladet. Jeg spillede altsax. Det var lidt frustrerende, må jeg sige, for han stod og læste noderne på hovedet og spillede med på min stemme, og så løb han op til trompeterne og spillede lidt med dem, hvor han jo skulle transponere stemmen. Det rørte ham ikke en papand, det syntes han var sjovt. Han kunne det der med at læse et partitur ligesom klassiske dirigenter.
– H.C. Vartenberg
Bent J. Louis Hjulmand spillede på Bent J. med sin Kvartet, så godt at en af tilhørerne, den skælmske kunstmaler Teddy Sørensen, sagde: ”Du skal spille til min begravelse”.
Så siger Louis: ”Det kan jeg nok ikke, du. Jeg har så travlt”.
Så siger Teddy: ”Hvornår kan du?”
Jazzminerne. Om orkestrets leder, bassunisten Hans Brincker fortæller Poul Ehlers: Engang vi spillede i København havde han fået en splinterny basun, som han havde glemt at smøre, så trækket sad fast. Så blev han tosset og hamrede den ned i gulvet. ”Victor” (det var hans kælenavn) ”for helvede, hvad laver du?” råbte vi andre. Dét var altså vores kapelmester, der under en koncert stod og smadrede sit instrument på scenen. Han var sød nok, han var bare sådan!
Bent J. Jazzværtshuset Bent J. er blevet kaldt et vandingsssted og en mærkelig tidslomme. Værtshuset blev, som andre værtshuse, engang af politiet opfordret til videoovervågning.
Bent J.s lakoniske svar hertil var: ”Det eneste vi optager herinde er musikken”.
Jazz Circle. En lørdag eftermiddag i 1956 øvede vores orkester i Jazz Circles lokale. Ind i lokalet kom en lille meget gammel mand stavrende, støttende sig til sin stok. Han kom op til klaveret, lagde en taske på flyglet og sagde han skulle stemme klaveret, da der skulle være jazzbal om aftenen. Vi standsede øvningen og ville så småt pakke sammen, så han kunne få arbejdsro. Men vi kom ingen steder, da han viste sig at være meget glad for at have nogen at snakke med. Og han kunne virkelig fortælle. Han havde været klarinetist i Tivoligarden i forrige århundrede og fortalte en masse fra den tid. Imens munden ikke stod stille på ham, havde han pakket sit værktøj ud og var begyndt at stemme klaveret. Han så på os hele tiden, mens han talte, og hans hænder og ører arbejdede helt automatisk med at betjene stemmenøglen og gummikilerne. Vi var meget betaget af den oplevelse. Stokken og den tunge gang forklarede han med, at han var faldet ned af en kældertrappe. ” … og det skal man ikke gøre når man er over 93”. Det var den ældre Hr. Bjelke fra ”Hornung og Møller” på Clemenstorv.
– Peter Fahrenholtz
Karavellen. Engang i tresserne var det lykkedes for Knud Nielsen at finde et andet lejemål til en særlig kværulantisk lejer, der i årevis havde boet lige over musikscenen. Da han skulle have en ny lejer ind, skrev han i annoncen: ”Lejlighed til leje over ”Karavellen”. Døvstumme vil blive foretrukket”. – Peter Fahrenholtz
Det Ny Casino. Eller som en moderne ung dame – dengang da der endnu ikke var noget der hed groupies – i et filosofisk øjeblik sagde ved baren i Det Ny Casino, mens hun hævede sine tunge blå øjenlåg:
”Det er ikke, fordi jeg bryder mig specielt om jazz, at jeg kommer her. Det er alt det der følger med”.
– Birger Jørgensen
Tagskægget. Da Tagskægget sang på sidste vers, blev Steen Vig og jeg hyret til at spille de sidste tre aftener. Det blev kun til én aften, for kort efter vi var begyndt at spille, indfandt et meget larmende selskab sig, bestående af slet ikke så få af de kendte ansigter, man dengang kunne finde både på ”Tagskægget” og andre af byens spille- og ølsteder. De lavede en påfaldende larm, som stank langt væk af sabotage. De satte et livligt frisbee-spil i gang, og jeg afbrød straks mit spil. Per stod henne foran med sin klarinet i hånden og sine tre saxofoner på et stativ ved siden af sig. Han gloede på mig, da jeg tog stativet og bar det om bag ved klaveret. Vi spillede videre, og mindre end et minut senere røg en frisbee hen over scenen i lav højde, der hvor saxofonerne havde stået, ramte bagvæggen og fløj ud på gulvet igen. Så stoppede vi, pakkede sammen, ringede besked til Max, og forlod ”Tagskægget” for sidste gang. – Peter Fahrenholtz
Ellington 1950. ”Efter koncerten”, fortæller I. Blicher-Hansen, ”havde jeg den store ære at indspille en grammofonplade, hvor jeg sang en vise, akkompagneret af Duke´n selv ved flyglet. Det var en oplevelse. Han kendte ikke melodien og jeg havde glemt teksten”
Kristen Bjørnkjær har fortalt: “Jazzen tog vi så alvorligt, at vi meldte os til et aftenskolekursus. Læreren hed Vagn Lundbye. Han var ikke forfatter endnu. Han stod for den opfattelse, at musikken skulle være i centrum, og var imod ølsalget. Øllet vandt.”
Oscar Pettiford fik, mens han boede i København, tre børn, som han kaldte Cello, Celeste og Celline.
Karavellen. Violinisten Stuff Smith boede i en baggård i Tordenskjoldsgade. Han var da en ældre mand, og boede hos en dansk kæreste. Han brugte dagene til at sammenlime modelfly, omgivet af baggårdens henrykte unger. Stuff Smith døde under opholdet, og blev begravet i Juelsminde syd for Århus.
Arosia. I modsætning til næsten alle andre traditionelle jazzbands har Arosia også eksperimenteret med egne kompositioner. Til en CD der udkom for få år siden havde Botha komponeret ”Alzheimers Blues”. Efter eget udsagn kan han ikke huske det.
Jazzselskabet Aarhus. Ved Jazzselskabets 5 års fødselsesdagsfest udtalte formanden, Bent J. naturligvis, til en journalist: ”Historiske højdepunkter i Skabet? At vi overhovedet hænger sammen – det var en hård fest!”
Kim Nedergaard. Jørgen Nielsen har fortalt denne: “Vi skulle til Skotland og spille med Bourbon Street Jazzband. Det var svært at komme fra Jylland til Skotland, men vi fandt en forbindelse fra Stauning lufthavn til Aberdeen. Et 16 personers fly formet som et kloakrør med vinger. Man skulle i knæ for at komme ind.
Vi fløj og fløj og Kim Nedergaard havde flyskræk, så han fik sig nogle bajer. Da han skulle ud og tisse måtte han ned bagved og kravle gennem en lille lem og ind til et tørkloset, og han skulle sidde ned fordi vi var ved at lande.
Efter vi var landet kom der straks en af disse her lufthavnsting, der tømmer flyet. De sætter en stige op til det lille rum og åbner, og det første, de ser, er Kim, der sidder med solbriller på. Dér blev han overrasket!”
Clark Terry. Bent J. har fortalt denne: Første gang Clark Terry var i byen, en gang i 1960´erne, gav han en middag på hotel Atlantic, hvor han var indlogeret. Da vi var færdige med at spise, tog han to store cigarer frem. Jeg sagde: ”Nej tak, jeg ryger ikke”, men det kunne han ikke tage sig af. ”Når du er sammen med mig, ryger du cigar!”. Jeg overlevede attentatet.
Teddy Wilson. Henrik Iversen har fortalt denne historie: “Teddy Wilson boede ved mig, dengang han spillede i ”Slukefter”. Han boede egentlig på Plaza, men der var så kedeligt, at han boede oppe ved os. Den gang drak han. Så kom han hjem der klokken to om morgenen og begyndte at drikke. Og jeg var nødt til at sidde og tale med ham, om hans 10 koner han betalte underholdsbidrag til. Han havde ikke en øre simpelthen, det han tjente røg lige hjem til kællingerne, der sad og skulle have minkpels. Børn havde han ikke, men konerne … !”
Århus Studenter Jazz. Bent J. fortæller: “Omkring 1969 begyndte det at gå skidt, vi måtte ty til beatmusikken for at få penge i kassen. Men at vi også inden for den gren af musikken søgte at holde os til det kunstnerisk forsvarlige skulle navne som Country Joe and the Fish, Procul Harum, Colosseum og Savage Rose borge for.
Vi var også medarrangører af Rolling Stones koncerten 9 sept. 1970 i Vejlby-Risskov Hallen. Personligt forekom gruppen mig dengang at være gået i stå, men jeg synes det var skægt at lave koncerten. Og desuden var det jo lidt af en cadeau for Århus Studenter Jazz at kunne præsentere den på den tid mest omtalte beatgruppe i verden for et århusiansk publikum.”
